Plastfyldning

Fyldning/plombe

Info om plastfyldning

På siden her kan du læse om hvordan man lavede plastfyldning i gamle dage samt hvordan det foregår nu. For at få mere info er du meget velkommen til at kontakte os her på klinikken.

Vi går meget op i at lave en plastfyldning så naturligt som overhovedet muligt ved at bruge forskellige farvenuancer.

Altid høj kvalitet

Tryghed og tid til dig

Plastfyldninger/plomber

I gamle dage fyldte man huller i tænderne med bly (Plumbum), som gav ophav til, at nogen stadig den dag i dag omtaler fyldninger i tænderne som plomber. Siden da har videnskaben gjort store fremskidt, og i dag er langt de fleste fyldninger udført i et meget stærkt plastmateriale. Man er begyndt at forlade de meget omdiskuterede sølvfyldninger også kaldet amalgamfyldninger til fordel for plastfyldninger. Plast har en lang række fordele og kun ganske få ulemper. Ulemperne er, at materialet er en anelse mere teknikfølsomt, det stiller altså større krav til din tandlæge samt besidder en lidt lavere trykstyrke.

Den største fordel ved plastfyldninger er, at plasten limer til tanden. Dette har den afgørende betydning, at din tandlæge ikke behøver at bore så meget tand væk, hvorved man skåner sund tandsubstans. Ved en gammeldags sølvfyldning er det nødvendigt at udbore en tand med underskæringer, for at sølvet simpelthen ikke falder ud, da sølvamalgam ikke har nogen limende egenskaber. Plastens limende effekt har også en hæmmende virkning på revnedannelse i tænderne.

Tidligere havde plastfyldningerne ikke den fornødne styrke til fuldt ud at kunne erstatte sølvfyldninger. Rent teknologisk har plastmaterialet udviklet sig til nu at være ligeså godt som sølvamalgam, som Sundhedsstyrrelsen anbefaler til alle formål. En anden betydelig fordel er, at en plastfyldning til forveksling ligner tand, hvorfor det kosmetisk er en bedre behandling. Mange patienter ønsker at få udskiftet de mørke sølvfyldninger til tandfarvede plastfyldninger.

En væsentlig ulempe ved sølvfyldninger er, at materialet (amalgam) udvider sig og trækker sig sammen i takt med skiftende temperaturer i mundhulen som følge af påvirkninger med føden ( eksempelvis varm kaffe/is). Med tiden vil der opstå træthed i emaljen som følge af disse påvirkninger, og der er stor risiko for, at tanden danner revner også kaldet infraktioner. Disse øger risikoen for, at tanden knækker.

Sølvamalgam virker ligeledes meget forurenende på miljøet og har et betydeligt medansvar for den aktuelle kviksølvsforurening i naturen. I 2008 indførte sundhedsstyrelsen en ny regel, hvor amalgam nu kun må benyttes på særlige steder, hvor plast er decideret uegnet. Dette kan eksempelvis være huller, der er beliggende under tandkødsranden, hvor der ikke kan holdes tørt. Som noget nyt giver sygesikringen nu også tilskud til plastfyldninger på tyggefladerne.

Plasten bygges oftest op i flere forskellige farver for at få en fyldning der er levende og med “spil” i. Inderst i fyldningen lægges plast med en dyb hvidlig farve, som skal imitere dentin. Det yderste lag af plast er en transparant lys hvidlig farve, som illuderer tandens emalie. På denne måde genskabes de forskellige farveneuancer som den naturlige tand er opbygget af, hvorved man opnår et ideelt resultat ret farvemæssigt, som får tanden til at fremstå meget “levende”.

Statistik og prognoser

En implantatbehandling er en meget forudsigelig og sikker behandling, hvor man ser en særdeles høj overlevelsesrate. Det vil sige, at kun en forsvindende lille del af implantaterne mistes. Den hyppigste årsag til, at et tandimplantat mistes er, at de behandlede patienter udvikler paradentose (parodontose) omkring implantatet. Dette kaldes periimplantitis og forårsages af aggressive bakteriearter. De trænger ned under tandkødsranden og får knoglen omkring implantatet til langsomt at forsvinde. Tab af implantater ses hyppigst hos storrygere.

Set på en 10-årig periode er (ca. 97 %) af de indsatte implantater, der tjener som erstatning for én enkelt tand stadig i funktion.
En optimal mundhygiejne og grundig renhold omkring implantatet kan være kraftig medvirkende til forbedring af overlevelsen af et tandimplantat.

Behandlingsforløb

Efter forundersøgelse med røntgenoptagelse til behandlingsplanlægning og efterfølgende samtale med tandlægen fastsættes et tidspunkt for operation til indsættelse af implantatet. Til forundersøgelsen udleveres en recept på et antibiotikum (Penicillin), som skal indtages 2 timer inden operationen.

Inden operationen vil tandlægen lægge en effektiv og smertefri bedøvelse. Herefter skal patienten skylle munden 2 gange i 1 minut med klorhexidin. Herefter skal klinikken dækkes sterilt op, så alt er helt rent og fri for bakterier, så risikoen for infektion minimeres. Patienten får hue på og dækkes af med et sterilt grønt klæde. Tandlægen og klinikpersonalet har sterile kåber, hue, handsker, briller og mundbind på. Det kan som patient se lidt voldsomt ud, men man skal huske på, at denne særlige foranstaltning kun tjener det formål, at sikre en så optimal opheling som muligt. Når alt er gjort klart, påbegyndes selve operationen. Tandlægen lægger et fint lille snit og skubber herefter tandkødet til side, så knoglen er blottet i et lille felt.

Herefter bores der med ca. 4 forskellige bor ned i kæbeknoglen alle med den rette længde og med varierende diameter.
Nu kan implantatet skrues ned i kæbeknoglen og den mindre diameter af forudboringen sikrer, at implantatet får den ønskede øjeblikkelige stabilitet (primær stabilitet), hvilket vil sige, at det sidder fast i knoglen og dermed fixeres. Denne ubevægelighed er vigtig for succesraten af implantatoperationen.

Når implantatet er skruet på plads med en bestemt kraft, og implantatkraven er i niveau med den øvrige knogle, lukkes implantatet ved, at en lille ”dækskrue” skrues ned i implantatets indre skruegang. Herefter skylles det lille operationsfelt, og der lægges nogle få sting, som skal sikre en god heling af slimhinden hen over implantatet. Efter operationen gives af tandlægen en grundig vejledning til patienten om, hvordan man skal forholde sig efter operationen og om, hvordan der skal holdes rent i mundhulen. Der medgives smertestillende medicin samt klorhexidin, som patienten skal skylle med 3 gange dagligt i minimum i én uge.

Forløbet efter en implantatbehandling er kun meget sjældent præget af smerter. Der kan være en fornemmelse af, at det spænder i regionen, hvilket fortager sig efter kun ganske få dage. For at opnå optimale forhold for opheling af det opererede område er det vigtig at have en god mundhygiejne for at minimere mængden af bakterier. Der skal skylles morgen, middag og aften med klorhexidin. Den eksisterende protese kan fortsat benyttes men vil formentlig sidde en anelse dårligere, idet den er blevet aflastet, hvor implantaterne er placeret. Cirka én uge efter operation med implantatindsættelse skal trådene fjernes og helingen kontrolleres.

Generelt kan man sige, at et implantaterne heler op i løbet af cirka 3 måneder i underkæben og 6 måneder i overkæben, førend implantatet må belastes. Når ophelingsperioden er overstået indkaldes patienten til en ny men meget lille operation, hvor der lukkes op til implantatet, som jo nu er dækket med slimhinde. Dækskruen, som dækker den indre skruegang, fjernes og der kan nu tages et aftryk til den nye protese. Disse aftryk sendes af tandlægen til en tandtekniker, som 7-14 dage senere har en ny protese klar.

Når tandlægen har modtaget protesen, skrues der først en opbygning (abutment) ned i implantatets indre skruegang. Denne opbygning har en kugleform, som passer til protesens underside. Ved indsættelse af protesen skal denne ”klikkes” på plads, og den sidder nu helt fast, og der er ingen risiko for, at den falder ud. På denne måde fæstnes protesen optimalt til kæben

Se hvad vores patienter synes om os

Find vej

Åbningstider