Plastisk opbygning

Skal du have udført en plastisk opbygning?

Hvornår skal man have en plastisk opbygning?

Hvis der er for lidt sund tand tilbage efter udboring af et hul eller rodbehandling til at man kan fæstne en krone/bro, skal tanden først bygges op med plast. Denne plastfyldning (plastisk opbygning) skal efterfølgende tjene som inderkerne for kronen/broen.

Altid høj kvalitet

Tryghed og tid til dig

Hvad skal der ske?

Når en tand skal forsynes med en krone eller en bro er det nødvendigt, at den aktuelle tand kan beslibes eller præpareres til en stub efter nogle ideelle dimensioner. Tandens flader beslibes i stejle vinkler, der skal sikre at tandstubben har det størst mulige areal. Dette er afgørende for, at kronen/broen har et tilstrækkeligt stærkt greb i tanden og dermed ikke falder af.

Efter en tand er blevet rodbehandlet eller udboring af stort cariesangreb (hul i tanden), er der til tider for lidt resterende tandsubstans tilbage til, at det er muligt at beslibe tanden til en optimal stubform. Det er i disse situationer nødvendigt at lave det, der kaldes en plastisk opbygning. Her erstattes den manglende tandsubstans med et plastmateriale. Efter tanden er forsynet med en plastisk opbygning, er det nu muligt at beslibe tanden til en optimal form og proportion. På denne måde sikres det at der er et tilstrækkeligt areal til at kunne give sufficient retention til kronen eller broen.

Er der for lidt sund tand tilbage til, at det er muligt at lave en plastisk opbygning, kan det blive nødvendigt at bore en eller flere stifter ned i rødderne på en rodbehandlet tand. På denne måde forankres den plastiske opbygning bedre til tanden.

Hvem rammes af paradentose?

Det er bevist, at der kan være arvelig disposition for paradentose. Det vil sige, at hvis én eller begge forældre er plaget af denne sygdom, er der forhøjet risiko for, at man selv udvikler paradentose.

Særligt udsatte er rygere, da rygning kraftigt forværrer paradentose. Der er ofte god sammenhæng mellem stor knogledestruktion grundet paradentose og et stort tobaksforbrug.

Ligeledes har diabetikere (sukkersyge) og visse etniske folkeslag en forøget risiko for at udvikle paradentose.

Ovenstående skal forstås som, at medlemmer af højrisikogruppen har en lavere tolerance/modstandsdygtighed overfor de sygdomsfremkaldende bakterier, som forårsager paradentose. Derfor skal disse persongrupper være særlig opmærksomme på sygdommen. Her kan tidlig indgriben af tandlægen og en ideel mundhygiejne virke forbyggende, så sygdommen aldrig kommer til udtryk.

Ligeledes kan folk, der IKKE er disponeret for sygdommen, udvikle paradentose, såfremt de rette omstændigheder er hertil.

Hvordan og hvorfor opstår paradentose?

Paradentose opstår efter, at tandkødsranden har været dækket af en bakteriebelægning (plak) i en længere periode. Når bakterieplakken ikke er blevet børstet væk, og har ligget uforstyrret hen i en tid, ”modnes” denne, hvorved den bliver mere skadelig. Efter kun en kortere periode begynder tandkødet at reagere på den bakterielle trussel.

Forløbet starter med en infektion i tandkødet, som omgiver tanden, men i dette stadie er der endnu ikke mistet knogle, dette kaldes tandkødsbetændelse eller gingivitis. Tandkødet hæver op og bliver højrødt langs tandkødsranden. Tandkødet er i denne fase ømt og med stor blødningstendens. Der ses løsere tilhæftning af tandkødet til tænderne, hvilket letter adgangen for bakteriernes invasion under tandkødsranden. Dette er ofte ledsaget af dårlig ånde og/eller smag i munden grundet bakterierne og deres affaldsprodukter.

Årsagen til at tandkødet har let til blødning er, at patienten ikke selv effektivt fjerner de bakterier, der potentielt kan være ødelæggende for tandsættet. Kroppens eneste forsvarsmekanisme er, at de hvide blodlegemer kommer til den aktuelle region og fjerner en del af bakterierne for at minimere bakteriernes skadelige effekt.

For at blodlegemerne kan nå den pågældende region, bliver kroppen nødt til at danne et utal af fine blodkar, der ligger helt overfladisk, for at de hvide blodlegemer kan komme i nær relation til bakterierne og efterfølgende fjerne dem. Når blodkarrene ligger lige under slimhindens overflade, vil der ses en blødning ved selv mindste påvirkning. Derfor kan man bruge det, at tandkødet har øget blødningstendens diagnostisk som en indikator eller et tegn på, at tandkødet er under et bakterielt angreb, og at bakterierne ikke fjernes effektivt nok.

Se hvad vores patienter synes om os

Find vej

Åbningstider