Paradentose opstår efter, at tandkødsranden har været dækket af en bakteriebelægning (plak) i en længere periode. Når bakterieplakken ikke er blevet børstet væk, og har ligget uforstyrret hen i en tid, ”modnes” denne, hvorved den bliver mere skadelig. Efter kun en kortere periode begynder tandkødet at reagere på den bakterielle trussel.

Forløbet starter med en infektion i tandkødet, som omgiver tanden, men i dette stadie er der endnu ikke mistet knogle, dette kaldes tandkødsbetændelse eller gingivitis. Tandkødet hæver op og bliver højrødt langs tandkødsranden. Tandkødet er i denne fase ømt og med stor blødningstendens. Der ses løsere tilhæftning af tandkødet til tænderne, hvilket letter adgangen for bakteriernes invasion under tandkødsranden. Dette er ofte ledsaget af dårlig ånde og/eller smag i munden grundet bakterierne og deres affaldsprodukter.

Årsagen til at tandkødet har let til blødning er, at patienten ikke selv effektivt fjerner de bakterier, der potentielt kan være ødelæggende for tandsættet. Kroppens eneste forsvarsmekanisme er, at de hvide blodlegemer kommer til den aktuelle region og fjerner en del af bakterierne for at minimere bakteriernes skadelige effekt.

For at blodlegemerne kan nå den pågældende region, bliver kroppen nødt til at danne et utal af fine blodkar, der ligger helt overfladisk, for at de hvide blodlegemer kan komme i nær relation til bakterierne og efterfølgende fjerne dem. Når blodkarrene ligger lige under slimhindens overflade, vil der ses en blødning ved selv mindste påvirkning. Derfor kan man bruge det, at tandkødet har øget blødningstendens diagnostisk som en indikator eller et tegn på, at tandkødet er under et bakterielt angreb, og at bakterierne ikke fjernes effektivt nok.